Denne cardigan er strikket på mindre end en uge, også selvom du er nybegynder. Det eneste, som kan være en smule udfordrende ved denne opskrift er, at du skal strikke med tre tråde. Til gengæld er den meget motiverende at strikke, da det er enormt sjovt at se, hvordan farvespillet hele tiden skifter, mens man strikker. Du skal blot kunne strikke ret og vrang. Her er ingen ind- eller udtagninger og du skal ikke tælle andet end de masker, du slår op.
Og så vælger du selv, om den skal være glatstrikket eller have retriller. Den retrillede version skal strikkes lidt kortere, da retrillerne strækker sig med tiden og giver 5-10 cm mere i længden. Ligesom der er en smule indtagninger på forstykkerne for at gøre plads til halsen, da retriller ikke ruller ind mod vrangsiden som glatstrik.
Niveau: Nybegynder
Garn: Knitcol 125 m/50 g samt Gomitolo 290 m/100 g samt Dolce Mohair 150 m/50 g
Str: S/M (L/XL) XXL/3XL
Garnforbrug: 450 m (550 m) 650 m af hver type
Længde: 50 (55) 60 cm, eller lang model 60 (65) 70 cm, som kræver 100 m mere garn af hver type
Ærmelængde: 29 cm for alle størrelser
Pinde: 10 og 12 mm
Strikkefasthed: 10 m x 12 p = 10 x 10 cm i glatstrik med tredobbelt tråd.